En historie fortalt i Lemmer forsamlingshus

AF RUTH H. NIELSEN I 1995

I Gyven 2 boede Rasmus Jørgensen. Rasmus hørte til de stille i landet, undtagen når der skulle være fest. Så var han med på den, og hvis det varede for længe, inden der var noget i udsigt, skulle han snart få et eller andet arrangeret, såsom udflugter, teaterture, cykel- ture på en stille sommeraften eller, bedst af alt – en fest i forsamlingshuset.
Og så var der naturligvis dilettanten, som han også var initiativtager til – dog som yderst passiv deltager. I det hele taget var han god til at få de Lemmerfolk ud af busken og få dem i gang.

 

Her skal fortælles om karnevalerne.

Det var skik, at de voksne festede om lørdagen før fastelavnssøndag til langt ud på natten for så at sove et par timer, inden morgenarbejdet kaldte. Netop på denne søndag morgen var det vigtigt at være i god tid, for byens drenge skulle klædes ud i uniform med skråbånd, ordener og flagrende skulderdistinktioner, samt have træsværd ved siden, så de var parate til at forsvare sig mod fjenden fra Skørring og Lime. Det var vigtigt, at de fik samlet penge ind til aftenens fest, og så drog de af sted, mens de stolte mødre sad trætte tilbage.

Søndag aften måtte alle så på den igen for at fejre børnenes fest.

Rasmus kunne tage det roligt, han var ungkarl og havde ingen børn at sende af sted, men festen søndag aften tog han lige så ivrigt del i, som han havde gjort det aftenen i forvejen.

Men så fandt man på, at der skulle ske noget nyt; vi skulle lave karneval.

Det var alle med på, og så var der mange spekulationer med hensyn til udklædningen. Nede på Dalgaard var vi ikke så kreative, så vi drog til Århus og lejede kostumer i teaterudlejningen.

Det lod Rasmus sig ikke nøje med. Ganske vist skulle han ikke selv klædes ud, så vidt jeg husker, men han havde en plan. Der skulle en giraf med til forestillingen. Den kunne han ikke selv lave, men det var ingen hindring. Vi havde en kontrolassistent Viktor, som var altmuligmand.

Han var dygtig til sit arbejde, han kunne spille harmonika og klarinet, han kunne skrive lejlighedssange, han kunne tegne og var håndsnild, han kunne spille de komiske roller på de skrå brædder, og så var han et beskedent og venligt menneske, som det altid var godt at snakke med.

Han blev altså udset til at lave giraffen, med hjælp af Rasmus, samt naboer og nærmeste venner. Der blev købt sækkelærred, som Viktor malede i girafmønster. Halm blev hentet i store måder til udstopningen, og så købte Rasmus ekstra meget kaffe og snaps samt en enkelt flaske rom til toddy, for der skulle jo inspiration til kunstneren og hans hjælpere.

Arbejdet varede flere dage, og stuen så ræddelig ud. Ingen koner ville have fundet sig i det, men Jenny, Rasmuses legendariske husbestyrerinde, tog det med godt humør. Dyret blev færdig, og et par af mændene var udset til at krybe ind i giraffen for at fungere som forben og bagben, og en af konerne blev giraftrækker.

Så kom den store aften, og man kunne ikke klage på tilslutning. Alle udklædte samledes i den lille stue, som dengang fandtes, og inde i salen sad tilskuerne på rad og række. Man stillede op derude i forgemakket to og to, musikken lød inde i salen, og indmarchen gik i gang.

Alt gik fint. Giraffen fungerede, ingen faldt ud af rollen; men den der fik førstepræmien var smeden ved Syv Veje, som for øvrigt også hed Rasmus Jørgensen. Han havde ikke gjort så store anstalter. Han havde lånt sin kones natkjole, havde natkappe på hovedet og et stearinlys i hånden, og så gik han rundt og lyste med sin lampe for at finde ud af, hvor det var, han var kommet hen. Det var således den stille komik, der sejrede.

Så gik det ellers lystigt natten igennem, og næste år blev succesen gentaget. Denne gang dog ikke med giraf; da havde man givet sig i lag med en elefant, nu havde man jo øvelsen, og det gik også udmærket.

Mange år efter, da Rasmus var død, og der skulle ryddes op var Jenny på loftet i samme ærinde, og hvad finder hun i et hjørne? Giraffen.

Slutbemærkningen: "Åh Gud fri os, der har vi jo giraffen" skal sætte punktum for denne lille beretning.

 __________________________________________________________________________

 

 

I begyndelsen af 1974 skete der noget i Lemmer ud over det sædvanlige

Boretårnet i Lemmer

På en mark ved Skovbakkevej mellem Lime og Syv Veje, lige over for indkørslen til Lemmergaard, dengang ejet af Anker Rasmussen, var gravemaskiner gået i gang med at fjerne overjorden. Hvad skulle der ske?  Jo, forud var der foretaget geologiske undersøgelser af undergrunden i omegnen, og geologerne havde udpeget stedet som et muligt oliefelt, så nu skulle der bores efter olie.

Det var Dansk Undergrunds Consortium som skulle stå for prøveboringen

Anker Rasmussen havde dyrket sine 60 tønder land i mere end 25 år, og før ham, havde hans far gården. De sidste måneder betød lidt af en omvæltning for Anker Rasmussen, der plejede at passe sit landbrug i fred. Først kom geologerne, så blev beslutningen om boringen truffet. Siden kom forhandlingerne med A. P. Møller Koncernen, der lejede to tønder land, hvor boringen skulle foregå for 12.000 kr. det første år.

Det var to tønder land af den bedste græsning, Anker Rasmussen måtte undvære dette år. Det var her han plejede at græsse sine malkekøer.

Så begyndte de egentlige boreforberedelser. Planeringer, påfyldning af grus, asfalt- belægning af området, vand boring, og støbning af boreplatformen. Senere ankom det hold, der skulle opstille det næsten 50 meter høje boretårn. Boremateriel i massevis blev tilført og hobede sig op. Boretårnet der skulle stilles op tilhørte det tyske entreprenørfirma ”Deutag”. Det kom til Lemmer fra en boring i Holland.  Den sidste dag i februar var der rejsegilde på boretårnet. Nu kunne boringen begynde. 

Et tilløbsstykke

Boretårnet kunne ses viden om, især om natten da det var belyst. Det var egnens store turistattraktion i den tid boringen varede. Der var mange der brugte et par liter benzin på at lægge vejen omkring Lemmer. En enkelt weekend skønnedes det, at mellem 5000 og 7000 mennesker besøgte stedet. På et pressemøde den 6. marts 1974 på borestedet i Lemmer blev det oplyst, at man på grund af overvældende stor tilstrømning af nysgerrige til borestedet overvejede at sætte en intern tv-skærm op på stedet. Desuden var der planer om at lave stopforbud ca. 100 meter i hver vejretning forbi stedet. Hver dag meldte boremandskabet på pladsen om nærmest trafikkaos på grund af tilstrømmende nysgerrige.

Der blev stopforbud. – Der blev opstillet tv-kameraudstyr, der gjorde det muligt for besøgende at følge boringen på nært hold, ligeledes blev der opstillet skilte med forklarende tekst om arbejdet.

Rutebilen, hvis rute gik forbi stedet, kørte i gennemsnit lidt hurtigere end normalt, for at chaufføren kunne få tid til at holde et par minutter, så han kunne fortælle sine passagerer, hvad der skete, og hvor langt man var kommet. Det blev nødvendigt med vagtmænd til at passe på, at ingen uvedkommende trængte ind på borepladsen, og her kunne man bruge lokale kræfter, bl.a. vores legendariske Sofus, der både blev interviewet og fik sit billede i ”Politiken”.

Med TV på oliejagt

Lemmer blev omtalt i radio og fjernsyn, og der ankom journalister, da de først, ved hjælp af forstørrelsesglas og kort, havde fundet ud af, hvor vores lille verden befandt sig. Så måtte vi jo finde os i at blive omtalt som ”Lemmer ved Voldum”. Ak ja, os der måske kunne blive redningsplanken for den sultne statskasse. DR Tv`s ”Indenrigsmagasinet" bragte 29. marts 1974 en 50 minutters direkte udsendelse fra olie-boringen i Lemmer. Boret var da nået ned i 2300 meters dybde, uden at der var fundet olie eller gas. Ifølge planen skulle arbejdet standses, når boret var nået endnu 200 meter ned.

Boringen varede en god måneds tid. Arbejderne = boresjakket, der var af mange nationaliteter, boede i Campingvogne. I 1974 så man ikke så tit folk fra fjerne lande. Det gjorde man nu, og en af dem, tyrken Shabban, skilte sig ud fra mængden. Han følte sig ensom og ville gerne i kontakt med folk fra Lemmer. Shabban savnede frygteligt sin kone og sine børn, i Tyrkiet, og han savnede sin kæreste, Marie, i Tyskland. Det var dog lettere at besøge Marie i Tyskland end konen i Tyrkiet, så tysklandsbesøgene var en trøst for ham. Der var ingen racediskrimination i Lemmer, så vi åbnede dørene for Shabban, der ofte kikkede ind til en kop kaffe og et spil Dam; her var der ingen sprogbarrierer. Men vi kunne ikke byde ham på mad, da Koranen forbød ham at spise mad fra gryder, hvor der også blev tilberedt svinekød. En gang havde han været i Mørke for at købe køkkengrej, så han kunne lave mad i overensstemmelse med sin religion, men hans arbejdskammerater var ude på drilleri, så de ”lånte” hans gryder til at lave den herligste flæskesteg og spise den af Shabbans tallerkener. Men Shabban inviterede os andre til et dejligt tyrkisk måltid, som vi nød meget, mens vi skålede i appelsinjuice. – Det må indskydes, at han først havde været i Mørke igen for at købe nyt og pletfrit køkkentøj.

Der blev ikke fundet olie, boringen ophørte omkring 1. april 1974. Efter boringen blev der ryddet op, og jorden blev lagt på plads. Inden det hele blev nedlagt, nåede Anker dog at få en tur i helikopter over sin gård og jord, og den tur var ham vel undt. Hverdagen kom tilbage. Pressen forsvandt, turisterne forsvandt, Ankers jord blev igen agerjord, drømmen om olierigdom blev til ingenting, og det var i grunden ikke så galt.