Kromanden sved broen af

Men konkurrenten på smugkroen i Mygind, klarede sig endda – I Mygind ligger alt som for 1000 år siden – næsten. En mørk efterårsnat for mange år siden tog kromanden i Sjellebro et knippe halm på nakken og listede ud over engene til den bro, der gik over åen længere oppe end broen ved hans kro. Broen satte Mygind i forbindelse med landevejstrafikken ved Hørning mellem Mols og Randers, og det var den trafik, Sjellebromanden skulle leve af. Han futtede halmen og træbroen af og gik hjem med bevidstheden om, at han nu havde gjort sit til at sætte smugkromanden i Mygind ud af spillet. I hvert fald for en stund. Men den privilegerede kromand fik nok ikke så meget ud af sin selvtægt, som han havde ventet. Smugkromanden i Mygind fortsatte sin virksomhed og trak både de vejfarende og lokale gæster til sig. At han fik noget ud af sin virksomhed, er et af de mange bindingsværkshuse, som endnu ligger og pynter i den lille by, et godt bevis på. Huset var oprindelig stuehus til en gård, som kromanden lod opføre til sin svigersøn, og det har maset sig ind på den fine beliggenhed lige op ad landsbygaden, takket være en gårdmands hang til brændevin.

 

Jord for Brændevin. 

Smugkromanden ville, så lidt som Jeppe på bjergets vært, skænke "på borg", og han havde da den ordning, at han rammede to pæle ned i den tørstige mands facadejord og flyttede dem et stykke, hver gang en dunk brændevin blev udleveret fra kroen. Den dag i dag hører der en dejlig stor have til det "nye" stuehus, mens den oprindelige gård ligger beskedent tilbagetrukket. Mygind er ikke meget forandret siden de dage, og byen er ikke vokset synderligt. Skørringåen snor sig i en bue uden om byen, og på den anden side afgrænses ådalen af skovklædte bakkedrag. Engene og de lange markstykker uden bygninger gør deres til, at sådan omtrent må her have set ud, da stenalderfolket levede her. Der er synlige beviser på, at ådalen har været beboet i årtusinder. En delvis ødelagt langdysse findes på toppen af bakken mellem Hørning og Mygind, og fra Hørningplanken ved vi, at der også var beboelse her i vikingetiden. Sagnet fortæller, at Valdemar Atterdag sejlede hertil, da han førte krig mod de jyske herremænd og belejrede det nærliggende Clausholm. Stenalderfolket slog sig næppe ned på stedet på grund af dets landskabelige skønhed. Her var det åen og dens muligheder for føde, der trak. Det er heller ikke godt at vide, om langt senere beboere har haft ret meget øje for idyllen. Men man må næsten håbe for de mange generationer af rakkere, som har boet her, isoleret fra godtfolk i bondesamfundet Mygind ved den brede å, at de har kunnet finde nogen erstatning i naturen, for at være lukket ude fra menneskenes verden. Rakkerne døde ud, men deres huse stod, og dets sidste beboer huskedes endnu mange år efter, fordi hun overværede sin egen begravelse. Den gamle kone – Christiane – nåede højt op i halvfemserne, og hun var meget fattig. Hun levede vist af at spinde og strikke, dertil havde hun et lille legat på ti kroner om året, og disse penge lagde hun op til sin begravelse. Da den rykkede nærmere, kom hun nok til at tænke over det paradoksale i, at hun i så mange år havde afset næsten alt for at kunne holde en fest, hun ikke selv kom med til, og hun beklagede sig da til de koner, der plejede hende. Men præstekonen fandt på råd. – Selvfølgelig skal Christiane med til sin begravelse, sagde hun og fik, trods indvendinger fra præstens side, et tilfredsstillende arrangement gennemført. Man holdt et begravelsesgilde, mens den gamle endnu var i live. Hele sognet mødte op og blev godt beværtet. Christiane kunne ligge i sin seng og høre, hvad der blev sagt – præsten holdt en smuk tale – og hun kunne selv smage på gildesmaden.

 Da "følget" var taget hjem, var hun træt, men strålende lykkeligt: "Det har væ't den skjønnest daw i mi lyv", betroede hun den gode præstekone, og få dage efter døde hun.'

 __________________________________________________

 

Lidt om Mygind

Fem veje fører ind til Mygind, og lige smuk og indbydende ligger byen der, ligegyldigt fra hvilken side, man nærmer sig. Dog må Clausholmvejen nok gå af med sejren. – Ad den færdes man gennem herlig skov med høje træer. I læ og skygge toner fuglesangen fra skovens dyb på begge sider. Pludselig er man ved enden af skoven, og vejen styrter brat ned mod den grønne eng og åens vandløb.Denne vej har fra gammel tid været hovedfærdselsåren, og den mest benyttede vej til og fra byen. Tidligere kom bønderne kun sjældent til købstaden, men måtte ofte tage turen mellem herregården og hjemmet, og derfor blev denne vej den mest benyttede. Den fører i vore dage over åen ad en beton bro og løber langs igennem byen, og fra ældgammel tid har huse og gårde ligget i række på hver side af den, sådan som de gør endnu. Mygind er altså en såkaldt langby ligesom nabobyen Lime, og denne landsby- type er en af de ældste i Danmark. Byens udstrækning fra broen til lidt forbi kirken kan anslås til ca. 1 km. Førhen gik vejen over åen ad et brolagt vadested, der lå lidt nord for den nuværende bro. Både resterne af vadestedet og vejen kan visse steder endnu svagt påvises.

 

Mygind Vaskehus

Ved det gamle vadested lå i sin tid Mygind Vaskehus. Andetsteds fra ved vi, at den slags huse var langagtige huse, som lå med den ene ende på land og den anden ende, som var bygget på pæle, ude i vandløbet. Mygind vaskehus må have været ret stort, siden det tillige tjente til beboelse. I årene omkring 1765 boede Carsten Huusher og hans hustru Sille Albrechtsdatter i huset. Han, hvis navn tyder på udenlandsk oprindelse, havde allerede dengang boet nogle år i Mygind. I Lime kirkebog for 17. september 1741, står hans kone Madame Carsten Huusher fra Mygind opført som gudmoder ved en dåb hos Mads Christensen Mors i Lime. Gamle Carsten Huusher, som han kaldtes til sidst, døde 1783, han var da 98 år gammel.

 

Rakkerhuset

Ved åen lå også lidt længere mod nord, omtrent over for Holmkjær-huset eller den tidligere skovfogedbolig, et andet langagtigt hus, som kaldtes Rakkerhuset. Det er nu nedbrudt, men et par høje træer angav i lang tid stedet, hvor det lå. Det har sandsynligvis været beboet af rakkere, der hørte til natmandsfolkene. Deres samfundsmæssige stilling var den ringest mulige. De betragtedes som urene og skyedes af alle, men alligevel var de uundværlige. I økonomisk henseende var de ret velstillede. Deres arbejde bestod i at flå døde heste og kreaturer, bortføre henrettede forbryderes lig, ådsler, affald og anden uhumskhed samt i at gå skarpretteren til hånde. Rakkerhusets isolerede beliggenhed taler for, at det virkelig engang har været beboet af sådanne folk. Et godt stykke fra hvor huset lå, på modsatte side af ådalen, inde i Mygind skov, findes der en stengrav, der kaldes "Rakkerkulen". Det er sandsynligvis det sted, hvor man nedgravede ådsler og æreløse forbryderes lig.I et gammelt dokument fra 1772 nævnes rakkerhuset og en klep, som lå derved. Ordet klep er nu næsten gået af brug, men det har i sin tid været betegnelse for et lille opdyrket agerstykke af uregelmæssig form, der lå som en slags tillæg til en større agersamling. Altså et nyt bevis på rakkernes afsondrede stilling.

 

Den gamle smedje

Fra åen stiger vejen op gennem byen til kirken; dog er stigningen stærkest i den vestlige ende, og her lå midt på bakken byens gamle smedje. Den nedbrændte i 1856, men en ret tydelig hulning i grøftekantens nordside viser stedet, hvor den lå, og endnu kan man finde udbrændte slagger i jordbunden. Den gamle smedje midt på bakken har bidraget til at gøre indtoget i byen festligt. Når man gik over broen kunne man på lang afstand høre hammerslagene klinge mod ambolten, og når man passerede forbi kunne man ofte gennem den åbne dør se smedens sorte ansigt med hvide øjne skinne i halvmørket, mens smedens stærke arme svingede forhammeren, og en regn af ildgnister føg ud til begge sider. Her boede i 1768 smeden Jens Jensen, som i dette år blev gift med Carsten Huushers datter, Kjelde Magdalene. Hun døde i 1794, og året efter hed smeden Søren Sørensen fra Lime. I 1830 var Jens Rasmussen smed, i 1835 Jens Pedersen og i 1847 Jens Peter Jeslesen fra Haslund. Hans navn står så sent som i 1890 nævnt i folketællingslisterne. Længere fremme går vejen forbi Mygindgård, og over for har der ligget en gammel gård som tilhørte Søren Gyldenløv, og omtrent midt i byen lå fra 1860-1900 den gamle skole, som nu anvendes til beboelse. Der blev bygget en ny skole som ligger i den østlige ende af byen i nærheden af kirken.

 

Bønderne i Mygind har haft den skæbne at høre ind under to herregårde. Først under Clausholm, og fra 1695 under Tustrup. Det var oberst Hans Friis, der oprettede Tustrup og tog bønderne i Mygind med sig dertil. De har derfor måttet gøre hoveriarbejde begge steder.Til Clausholm kørte de naturligvis ad Clausholmvejen. Men da de nu skulle gøre hoveriarbejde på Tustrup, måtte de dreje af fra Clausholmvejen og fortsætte tværs over engen. Gennem engen kørte de langs sogneskellet mellem Mygind enge ud til åen, hvor de kom over på den anden side ad Gammelbro, som var en vadebro, og herfra kom man så til Tustrup. Denne vej til Tustrup må ikke have været tilfredsstillende. Den blev flyttet, så den kom til at udgå fra Clausholmvejen i den vestlige ende af byen, (ad Stensvej) – hvorfra den løb mod nord ud over engene og ned til Alling Å. Her blev der bygget en ny træbro, som ganske naturligt fik navnet Nybro. På den måde blev vejen forkortet betydeligt for hoveribønderne i Mygind. Nybro ligger ca. 1 km. øst for den gamle bro. Over Nybro er der kun 1200 m. til Tustrups marker, mens den gamle vej var mindst 3 km., og så var der endda to vadebroer at komme over. Nu kunne man komme tørskoet over åen, og dette, at Nybro var bygget over åen i stedet for gennem åen, medførte, at færdselen er søgt denne vej i stedet for over Sjellebro, et par km. længere mod øst, hvor Randers-Ebeltoft landevejen, der dengang gik gennem Hørning, blev førte over. Sjellebro var også en vadebro den gang.

 

Mygind kro

Når der i begyndelsen af det 18. århundrede oprettedes en uprivilegeret kro i Mygind, må det antages, at denne er opstået på grund af de vejfarendes trang til at få noget at spise og til at få tørsten slukket. De har sikkert savnet kroen ved Sjellebro, og så har Laurids Danielsen, med tilnavnet kromand, set sin fordel ved at åbne sit hus for de tørstige vejfarende. Det må have været ubehageligt for den privilegerede kromand i Sjellebro at se færdselen og forretningen flytte til Mygind, og hvorfor han ikke ad rettens vej kunne komme kromanden i Mygind til livs, melder historien intet om. Imidlertid tog han selv retten i sin hånd, idet han ved nattetide, en gang i 1811, tog et knippe halm på ryggen og vandrede den 2 km. lange vej over til Nybro og brændte broen af. Hvorvidt dette gik upåagtet hen, vides ikke, men broen blev ikke bygget op igen som færdselsbro, kun som gangbro, og Sjellebro kromanden havde opnået, hvad han ville, der har ikke været kro i Mygind side da. Egepælene til den brændte bro stod tilbage i vandskorpen indtil 1915, da åen blev reguleret, og en ny færdselsbro bygget op. Den blev dog allerede i 1930 ved Amtsvejvæsenets foranstaltning erstattet med en moderne betonbro, ca. 50 m. vest for den gamle bro, og vejen er nu byens hovedfærdselsåre til Randers.

 

Mygind vaskehus

Som allerede nævnt, har der engang nede ved åen ligget et hus, der hed Mygind vaskehus. Den nøjagtige beliggenhed såvel som årene for dets opførelse og dets nedrivning kan ikke mere oplyses: men, at det har været der, er hævet over enhver tvivl. Måske har det ligget der, hvor Clausholmvejen i gamle dage gik over åen: det er i al fald rimeligt at antage, at det har ligget på en sådan måde, at der har været let og bekvem adgang til det fra byen: og da der på et kort fra 1791 netop findes afsat et hus her, er det rimeligt at antage, at det er Mygind vaskehus. Et vaskehus, indrettet til brug for en hel bys beboere, har ikke været nogen almindelig fremtoning. I alle de årgange, der er udkommet indtil nu om Randers Amts Historie, findes et sådant hus overhovedet ikke nævnt en eneste gang. Det har da heller ikke været nogen let sag at skaffe oplysning om dets udseende, anlæg og brug. Ordbøger, leksika o. lign. indeholder intet derom, end ikke den store danske ordbog. Derimod har historikeren Holger Hjelholt, der har skrevet Falsters Historie, en tegning og en beskrivelse af et vaskehus i den beretning, han har givet af det nu forsvundne Nykøbing Slot, og det er den, der sammen med oplysningerne fra efterfølgende skrifter er lagt til grund for opfattelsen af, hvorledes Mygind vaskehus har set ud. Det må da antages, at huset har været en langagtig bindingsværksbygning, hvis ene ende har ligget på land og været indrettet til beboelse, medens den anden ende har hvilet på pæle ude i åen og været benyttet til vask.Beboelsen har kun omfattet to værelser. I dette hus boede i mange år familien Huusher. Som navnet lader formode, har den været af udenlandsk oprindelse: men da kirkebøgerne mangler for en del af det omhandlede tidspunkt, lader det sig næppe gøre at skaffe oplysninger om, hvor den er kommet fra. Det eneste skulle være, om man ud fra den kendsgerning, at der både i Mygind og i Nykøbing på Falster, eksisterede så stor en sjældenhed som et vaskehus, turde betragtedette som et fingerpeg om familiens herkomst, særlig når det sammenholdes med, at 2 af sønnerne i den voksne alder fik deres virkeplads i sidstnævnte by. Manden i Mygind vaskehus hed Carsten Huusher og konen Sille Cathrine Albrechtsdatter Huusher. De havde 4 sønner og 2 døtre.

Sønnerne var:

1.  Johan Friederich Huusher

2.  Johan Christopher Huusher

3.  Johan Conrad Huusher

4.  Friederich Carl Huusher

Og døtrene:

1.  Regina Anne Elisabeth Huusher

2.  Kielde Magdalene Huusher

Hvor længe familien har boet i Mygind vaskehus, vides ikke: men i 1741, den 17. september, holdt Madame Carsten Huusher, Mads Christensen Mors's søn, Christen over dåben i Lime kirke: og i 1764, den 29. april stod Carsten Huusher fadder ved en barnedåb hos gårdmand Frands Sørensen i Mygind. Dette er, hvad der har kunnet oplyses om Mygind vaskehus og dets beboere. Men derefter kan man spørge om, hvad grunden har været til, at Mygind som en af de få, ja måske som den eneste landsby i Danmark, er blevet udvalgt, da der blev taget bestemmelse om at oprette et fælles vaskehus for en landsbys beboere. Vel kan der påvises vaskehuse andre steder i landet, men så vidt det kan skønnes har de altid ligget i nærheden af slotte eller herregårde og kun været indrettet for disses beboere. Således skal der, foruden det allerede omtalte ved Nykøbing Slot på Falster, have eksisteret et ved herregården Endrupholm, der ligger ved Sneum å i nærheden af Varde. Der har altså været vaskehuse andre steder end i Mygind: men ingen af dem har ligget i landsbyer. Her indtager Mygind vist nok en særstilling.Til besvarelse af spørgsmålet om, hvad der kan have været bestemmende ved vaskehusets oprettelse i Mygind vil det være oplysende at erindre om, hvorledes forholdene var i byen på den tid – ca. 1730 – da det blev opført. Det skal først bemærkes, at der ingen brønde fandtes i byen dengang. Selv præsten måtte hente vand i tønder fra åen. Senere blev der gravet brønde som var i brug i ca. 50 år, indtil der kom fælles vandværk. En gammel kone, der levede, da det første vandværk blev opført, år 1900, udtalte sig omtrent således: "Jeg forstår ikke, hvad de Mygind mænd vil med et vandværk, nu da de har alle de gode brønde. Nej, dengang jeg kom til Mygind i 1844, måtte beboerne hente vand fra åen: da havde det været en anden sag". Af denne udtalelse ses det, at der har været en tid, hvor der slet ingen brønde var i Mygind. Dengang har vask været en vanskelig sag. Vel havde man gadekæret: men dels var vandet heri kun sjældent helt rent og dels lå det i den øverste ende af byen, hvad der havde til følge, at det var ubekvemt og afsides beliggende for folk i den nederste ende. Det var et stort savn, der blev afhjulpet ved opførelsen af det omtalte vaskehus, som lå ved åen med det klare rindende vand og med let adgang for alle beboerne. Og hvis man så også af fæsterens navn Huusher turde slutte, at han var Hollænder, kunne man måske gå ud fra, at han var ekspert i den nyoprettede forretning: thi Holland må i al fald være det ideelle land for den slags huse.

 

Kommunelærer Gunnar Køster, Kolding, som var søn af pastor Holger Køster, fortæller i sine minder følgende;

"I gamle dage hentedes alt drikkevand fra åens kilder. De øverste gårde gik ad møllen til, nogle vel til kilden ved gangtræet, og de nederste gårde til kilden ved broen. I Holmkjær var det nu så let: der var nemlig et kildevæld lige ved huset. Kreaturerne blev drevet til åen eller vandet i gadekæret. Langt om længe blev der gravet brønde. Præstegårdens var nok en af de første. Den var 96 fod dyb. Efterhånden fulgte gårdene efter. Kjelderne havde gerne en brøndkarm og vinde med 2 spande. Bybrønden ved Groses på Grønningen var måske nr. 2. Dette med de dybe brønde var en stor ulempe, men alligevel et mægtigt fremskridt. Den øverste del af brønden blev gerne bullet, resten stod i kalken. Far forsøgte at få et vandværk, men tiden var ikke moden endnu; man huskede på de dyre brønde, der skulle nye folk til, inden det blev til noget: men så kostede også anlægget 3 gange så meget som første tilbud. Rigtrup, Karlby og Hørning fik vandværk før Mygind. På Schildenseje havde de en brønd på 112 alen – 224 fod. Vandet blev trukket op ved hestekraft. Vandet var meget hårdt, så hårdt, at nye folk blev syge af det: men det smagte herligt, selvfølgelig lå brønden i præstegården for tæt ved kirkegården. Hvor let kunne ikke kirkegårdsvandet finde vej i kalkkanalerne til brønden. Men det er dog intet imod de mange brønde landet over, der er inficerede fra gamle møddinger eller møddingssteder. Far fik et styrtebadsapparat. En morgen sprang han ud. "Vandet lugter forfærdeligt". Vor brønd var under reparation, og vandet var hentet fra Elgården, fra Jørgen Peitersens brønd. Ja, vandet her var ildelugtende. Ved nærmere undersøgelse fandtes en rådden kat i vandet. Indtil Jørgen Tegen fra Halling kom og fik vor brønd i orden, hentede vi da vand hos Poul Sørensen. Vel sagtens af hensyn til de vanskelige vandforhold vaskedes der i gamle dage kun én vask om året. Tøjet kørtes da ned til åen ved broen. En eller to sidefjæl blev lagt langs åkanten, og her blev da tøjet banket og skyllet. Ja, fattigfolk måtte naturligvis vaske meget tiere. Vi hentede ofte vand i de 2 vandtønder, der stod i kirketårnet".

Så vidt Gunnar Køster. Man vil lægge mærke til, hvor smukt hans iagttagelse stemmer overens med de gamle historiske meddelelser.

Mygind i gammel tid

Der er mange ting der tyder på, at Mygind er gammel bebyggelse, der er fundet oldtidslevn i form af lerkar og stenredskaber, skubbe- kværne og slibesten samt ildsteder og begravelser fra jernalderen. Lergraven som nu er fyldt taler også sit sprog derom, den er bleven til på den måde, at beboerne her hentede ler til at kline deres huse med, hvortil de brugte de bare næver. Dem der førhen kunne huske lergravens omfang har prøvet på at danne sig et skøn over, hvor mange nævefulde, der er taget. I 1890 blev der fyldt en betydelig del op i den søndre side, det skete, da Mads Møllers stuehus (Øksenhøjgård), blev bygget. – Desuden kan nævnes, at år 1623 er der af præsten her, den gamle provst Søren Nielsen Quist, givet indberetning til bispen, Jens Gødesen, om en oldtidshøj, som bar navnet "Jønnishøj". Han kalder den en grav, som er ophobet med jord og omsat med store sten, 13 favne lang og 6 favne bred og øverst var den muret som en hvælving. I den vestlige ende var der rejst 3 store sten på højkant – bæresten – og over dem var lagt en stor sten – overliggeren – som var 4½ alen og 1 kvarter bred og meget tyk. Det vil altså sige, at her er tale om en langdysse – en gravform fra den yngre jernalders ældste tid ca. 2000 år før Kr. fødsel. Det er ret interessant at få ført bevis for, at der i oldtiden har levet mennesker i Mygind. – Ja så er der bulekarret som i 1936 blev fundet i marken der hørte til Mygind Søndergård, det stammer fra den romerske jernalder ca. 300 år efter Kr. fødsel. Det var Valdemar i møllen, som fremdrog det sammen med flere andre ting, den hele samling opbevares nu på Randers museum. Vi har som bekendt også 2 hellige kilder: Vor Frue kilde og Hellig kilde, nede ved mølleåen, som også vidner om stedets ælde. Vor Frue kilde findes ved åen, i skellet mellem Øksenhøjgård og Søndergård, den markeres ved et par store granitsten, den besøgtes af blinde og halte, Valborg og Skt. Hansaften. Hellig kilde findes i engen, ved åen ca. 200 m. vest for Mygind-mølle.

 

 

Mygind kirke

Mygind kirke

Kirken er opført ca. 1150 den er i middelalderen forlænget 9 alen, ligesom våbenhuset også er opført senere. Tårnet er først opført i 1850erne af den daværende ejer, baron Hans Henrik Rosenkrantz til Rosenholm, forinden den tid stod kun et lidet spir på kirken, antagelig påbygget i 1768. Fra den katolske tid kender vi kun navnet på 1 præst, hvis navn er bevaret, en Magnus der nævnes sammen med byens navn.Præsten Peder Knudsen Oldorff, skænkede i 1660 en klokke til kirken, antagelig er den gamle bleven bortført af svenskerne, den blev i øvrigt omstøbt i 1836.Kirkens ejerforhold har skiftet stærkt igennem tiderne, for det meste har den hørt under Rosenholm. Kongen har dog også været ejer, idet han i 1678 tilskøder Erik Rosenkrantz den. Efter hans død log arvingerne den og Krogsbæk kirke, bortsælge ved auktion til Thomas Bering i Randers og Jens Andersen Møller i Århus. I 1717, året efter solgte disse den igen til amtmanden Jochum Gersdorff til "Isgaard", der hørte på det tidspunkt en gård i Rodskov og en gård i Søby, samt 4 stykker jord på Lime mark til den. I 1744 gik Mygind kirke tilbage til Rosenholm igen. I 1909 blev den selvejende. Af præster siden reformationen har 2 af dem været provster nemlig: Mogens Rasmussen Pandrup 1585-95 og Søren Nielsen Quist 1595-1634.